Det udødelige hængeparti

Det udødelige hængeparti

Af Peter Wang

Det er mærkeligt at tænke på, at det allerede er 50 år siden, at billedet af ”the founding fathers”, som stadig pryder SK68’s hjemmeside, blev taget. Billedet stammer fra min dagligstue i conbox-byggeriet på Lindholmvej 22. 3.tv.
Der har været nogen uklarhed om, ved hvilken lejlighed, billedet blev taget: Som jeg husker det, er det ikke taget ved selve den stiftende generalforsamling, men ved et foregående møde, hvor vi traf den endelige beslutning om at stifte klubben.

Det meste står stadig i klart erindring; både personerne, den muntre kammeratlige tone, blandingen af seriøsitet og hygge, udflugterne til Ebbes Plantedagshus, som jeg stadig sender en lille tanke, hver eneste gang jeg kører på motorvejen gennem Illerup ådal mellem Skanderborg og Aarhus.

Mit medlemskab varede til 1978, og delte sig i to markante 5-års-perioder. Den første varede til sæsonen 1972-73, hvor min karriere tog en afgørende drejning, der førte mig til Aalborg, hvor jeg tilbragte de følgende 32 år. Den anden periode var årene 1973-78, hvor jeg havde lagt skakspillet på hylden og kun spillede de fire partier, hvor jeg blev ringet op en søndag morgen, fordi klubben havde akut behov for en reserve til divisionskamp mod en af Aalborg-klubberne. Det førte til fire frygtløse partier med fire gevinster.

Til den bratte afslutning i 1973 hører et parti, som til evig tid vil knytte både mig og æresmedlemmet, Poul Erik Flarup Kristensen, til klubben.

Partiet blev påbegyndt den 19. september 1972 i anden runde af den årlige klubturnering og udmærker sig ved aldrig at blive spillet til ende. Dengang spillede vi med 40 træk i 2 timer, hvorefter partiet blev lagret som hængeparti. Flarup noterede sit hemmelige træk 41 på en lap papir, som derefter blev lagt i en lukket kuvert og overdraget til turneringslederen. Kuverten blev aldrig åbnet, så måske ligger den endnu i klubben arkiver.

Mange år senere mødtes Flarup og jeg og enedes om, at partiet skulle forblive uafsluttet som Det udødelige hængeparti. Her er partiet uden kommentarer:

Tak for et fint 50-års jubilæumsarrangement og for den måde, hvorpå vores efterfølgere har forvaltet den skakklub, vi stiftede i 1968. Dengang anede vi ikke, at årstallet skulle blive ikonisk, men vi var vist heller ikke helt typiske 68-ere, selvom vi nok havde en lille rem af huden.

Vi tænkte heller ikke på, at klubben skulle blive en af de største og stærkeste i landet.

Peter Wang
7-november 2018